Vandreetape | Tranum – Slettestrand – Fjerritslev (ca. 25 km)

Etapen følger Lien – Danmarks længste indlandsskrænt – hvorfra der er bjergtagende udsigter over kystsletten og hele Jammerbugten fra Bulbjerg i vest til Rubjerg Knude mod nordøst. Etapen forløber overvejende på naturstier i kuperet terræn

Etapen følger Lien – Danmarks længste indlandsskrænt – hvorfra der er bjergtagende udsigter over kystsletten og hele Jammerbugten fra Bulbjerg i vest til Rubjerg Knude mod nordøst. Etapen forløber overvejende på naturstier i kuperet terræn.

Tranum

I Tranum ligger en brugs og en campingplads. I Langdal Plantage på hærvejsruten nær hundeskoven ligger et shelter. I nærheden af Tranum ud mod Tranum Strand ligger et stort kursuscenter som også fungerer som hærvejsherberg.

Langdal Plantage ligger klods op ad Tranum, hvor der er anlagt en flittigt besøg naturlegeplads med toiletter. Plantagen ligger på en morænebakke, hvor plantagen mod nord afgrænses af den gamle kystskrænt Lien, som rejser sig op til 66 m over havet. Plantagen har status af B-skov, dvs. særligt beskyttet skov.

Fosdalen

Fosdalen er et af Hanherreds mest kendte udflugtssteder. Fosdalen opleves regnskovsagtig med et frodigt planteliv.

 Fosdalen er skabt som resultet af regnvandets erosion i den gamle kystskrænt. Vandet eroderer stadig i skrænten, hvor et lille vandløb udspringer fra en kilde ”Vor Frue Kilde” i toppen af dalen. Indtil slutningen af 1500-tallet blev kilden besøgt af mange syge på Maria Bebudelsesdag 8. september på grund af dens helbredende vand. Som ved så mange andre helligkilder opstod der også her et marked: ”Lerup Kildemarked”. Det udartede sig med tiden så lystigt, at biskoppen på Børglum endte med at forbyde markedet, da sognepræsten gentagne gange havde klaget over de besøgendes opførsel. For intet marked uden dans, druk og slagsmål.

Naturcenter Fosdalen ligger nedenfor Fosdalen ved krydset Fosdalvej / Vestkystvejen. Der er en permanent udstilling om landskabshistorien lokalt med udgangspunkt i foranderlighed. Der er adgang til toilet.

Efter Fosdalen går ruten via en stejl skrænt igen op til oversiden af Lien til nye flotte udsigter, og blandt gravhøje findes åbningen ned til Nøddedalen, der fortryller med krogede grene, rigkær og fugtige enge nedenfor Lien.

Slettestrand - Svinkløv

Slettestrand er et rekreativt område en smuk og varieret natur samt en bred bilfri sandstrand afskærmet af lave klitter. Slettestrand byder på mange overnatningsmuligheder og spisesteder.

Ved Slettestrand ligger Svinkløv Plantage, som byder på et af Danmarks bedste mountainbikespor. Sporet er adskilt fra vandreruten, men man kan være heldig at se nogle svedige typer med teknisk snilde kaste deres cykel igennem landskabet. Cykler kan lejes i Slettestrand, hvis du vil udskifte vandrestøvlerne med en cykel.

Hærvejsruten forløber også igennem Svinkløv Plantage og bl.a. forbi Sankt Olav Kilde, som ligger halvt op ad en stejl skrænt. Kilden var en helligkilde, viet til Olav den Hellige – Norges skytshelgen. Som andre helligkilder blev kilden besøgt af syge, som håbede på helbredelse. Især skulle kildevandet have særlige kræfter omkring Sankt Hans og på Sankt Olavs dødsdag 29. juli.

Ruten går forbi stedet, hvor det kendte Svinkløv Badehotel lå. Ved Svinkløv har den populære TV-serie Badehotellet optaget sine udendørs scener.

Efter badehotellet er det igen op på Lien via Sømærkestien, der går oppe på det ca. 50 meter høje svinkløvplateau, der består af kridt. Yderst mod vest er kridtklinten furet af regnvand og derved er de karakteristiske svineklove opstået, som har været med til at give området navn. Skrænten er her indhegnet, og græssende dyr medvirker til at de hvide svineklove igen kommer til syne. Herfra er der storslået udsigt over Grønnestrand mod Bulbjerg.

Kollerup Plantage

Ruten går igennem Kollerup Plantage, som gennemskæres af en gammel kystskrænt fra stenalderen. Ruten går over Toppen, hvor man får det første blik af havet, hvis man kommer fra syd – et prægtigt syn. En bænk er opstillet i fald knæerne bliver bløde.

I Kollerup Plantage ligger et shelter.

Fjerritslev

Fjerritslev er en livlig handelsby med et bredt udvalg af butikker. I hjertet af Fjerritslev ligger Nordeuropas bedst bevarede landbryggeri, hvor man kan se bryggeriet og bryggerfamiliens hjem og museet rummer tillige egnshistorisk udstilling.

I perioden 1897-1969 var Fjerritslev privatbane i drift, hvor man med tog kunne komme til Nørresundby og kort efter helt til Thisted. Det gamle banespor er tilgængeligt på mange strækninger i det åbne land. Banen stimulerede byudviklingen i Fjerritslev, som blev den lokale hovedby. Brugen af banen var på sit højeste i efterkrigstiden, hvor der var 7 tog på banen og over 1 million passagerer. Der er flere spisesteder i Fjerritslev – Hærvejen går direkte omkring Fjerritslev Kro. I Fjerritslev ligger et vandrehjem, der også har funktion som hærvejsherberg.

Syd for Fjerritslev går ruten omkring herregården Ågård, som var hjemsted for den kendte adelsslægt Gyldenstierne i ca. 300 år. I haven ligger et voldsted af en ældre borg og to borgbanker, som kan føres tilbage til midten af 1300-tallet. Der er trampespor, der fører til fortidsminderne.

 

 

Del denne side