Jelssøerne

Skodborg - Jels

Foto: Hærvejen

På denne etape krydser Hærvejen Kongeåen og ender i det naturskønne område ved Jels søerne. Frihedsbroen markerer krydset af Kongeåen og dermed den gamle grænse mellem Danmark og Tyskland. En del af Kongeådalen er i dag fredet og det er bestemt værd at gøre stop her.

Bestil en madpakke til turen

Til en sulten Hærvejsvandrer eller cyklist har vi lavet en oversigt med de steder på Hærvejsstrækningen mellem Bække og Jels (igennem Vejen Kommune), hvor du på dagen kan købe/bestille en madpakke. Butikkerne er listet med den nordligste i Bække øverst og så syd over mod Jels.

Kongeåen
Kongeåen er et enestående natur- og kulturlandskab og åen er i dag fredet på strækningen mellem Gredstedbro og Knagemøllen. Kongeåstien er en trampesti, der følger åløbet tæt, og på en strækning syd for åen følges Kongeåstien og Hærvejen ad. Området besøges af den del lystfiskere, bl.a. for at fange laks. 

 Ønsker du at kombinere andre oplevelser med din vandretur har du fra Frihedsbroen mulighed for at tage en kanotur på den uregulrede Kongeå og så vandre tilbage til Hærvejen ad Konge-åstien. 

Knagemølle
Ved Kongeåen kommer du til Hærvejens gamle overgangssted der lå ved Knagemølle, en gammel vandmølle, der er blevet restaureret i 1960. Der er offentlig adgang til møllen. Knagemøllen var en gammel vanddrevet benmølle, der er blevet restaureret i 1960. Mølle og hus er i dag i privat eje. 

I den sønderjyske by Skodborg er der mulighed for at indkøbe nye forsyninger til turen. 

Haraldsholm Skov
Lige før Jels by går ruten igennem Haraldsholm Skov, som formodes at være rest af den oprindelige Farrisskov, som strakte sig tværs over området fra Kolding til Ribe. Et ufremkommeligt og frygtet stykke af Hærvejen i hine tider. I dag udgør turen gennem skovområdet en helt anderledes oplevelse. Det er en tur i Naturens Katedral med kirkens stilhed, høje træer gør sig som opadstræbende søjler og sollyset spiller mosaikkens melodi gennem løvtræernes toppe.

Jels
I Jels er der igen overnatnings- og indkøbsmuligheder. Hærvejsruten krydser Jels Å lige efter dens start i Jelssøerne. Ved Jels søerne ligger Jels Søbad , et badeanlæg med moderne faciliteter. Det er gratis at tage en dukkert – uanset årstid. Jels Søbad har Blåt Flag for badevandskvaliteten. I Jels finder du også Jels Mølle, der er en vindmølle fra 1859, og som er kendt som byens vartegn. Den var i brug indtil 1971. Møllen er i dag fredet og smukt restaureret. Det er også i Jels, at vikingespillet hver sommer samler over 20.000 tilskuere.