Hærvejen løber på nogle strækninger sammen med Nordsøstien

Thise - Blokhus, "I kystbaglandet"

Foto: Lise Holt

Etapen går fra indlandet i Vendsyssel og ud mod kysten ved Jammerbugt, hvor Hærvejen følger Sti100, som ligger i kystbaglandet parallelt med kysten.
 

 

Thise - Fårup

Syd ud af Thise går ruten op i Thise Bakker, hvor Thise Kirke ligger. Lidt vest for kirken udsprang en kilde, hvor der årligt blev afholdt kildemarked, senest i 1915. Ved kirken ligger et madpakkehus.


Syd for Manna går ruten langs smalle veje på de lavtliggende arealer omkring Ryå. Ryå er Vendsyssels største og længste vandløb. Den har sit udspring i Jyske Ås og løber ud i Limfjorden.


Vest for Sdr. Saltum går turen via Slotsvej, som ligger på et højdedrag, hvor der er vid udsigt mod syd over produktionslandskabet, hvor der høstes afgrøder og vindenergi.
Ruten går forbi Fårup Sommerland som flere gange blevet kåret som Nordens bedste sommerland.


Blokhus - Hune
 

Når man drejer fra Pirupvejen og går ind mod sommerhusområdet forløber de næste 50+ km af ruten overvejende ad naturstier og grusveje. Hærvejen følger sti100, som ligger parallelt med kysten i kystbaglandet og ender mod syd i Gateway Blokhus. Fra sti100 leder nummererede strandstier gennem det store sommerhusområdet ned til stranden.


Hune og Blokhus har mange indkøbsmuligheder, både dagligvarer og specialforretninger. 
I Hune ligger Haven i Hune – en blomstermalers have: 7500 m2 farvetematiske småhaver i bakket terræn. Når haven er åben, er kaffehuset også åbent, hvor man kan købe nybagt kringle ad libitum.


Gateway Blokhus
 

Gateway Blokhus samler de lange vandre- og cykelruter, og har gode faciliteter som pausested (madpakkehus, toiletter, oversigtskort, naturbageovn). Blokhus Klitplantage, hvori gatewayen ligger, byder på flere picnicsteder og grill/bålpladser, og har en skøn shelterplads med 4 shelters.
Gatewayen byder på flere vandreruter, en fitness rute, en stor tarzanbane, en 11 km mountainbikerute (mulighed for at leje cykler i Hune), en riderute (mulighed for at komme med på tur på islandske heste fra Blokhus Ridecenter).