©  Foto:

SANS - Keramik & Gastro

SANS – keramik og gastro

I forbindelse med påsken inviterer keramiker Dorte Visby og køkkenchef på Restaurant Villa Vest Anders Kiel Holm indenfor på værkstedet ved Galleri Visby den 24. marts kl. 15 til fortælling om keramiske former og funktioner til madlavning.

Dorte Visby og Villa Vest har siden 2015 samarbejdet om udvikling af keramisk service, som Villa Vest serverer på i restauranten. Serien tæller ca. 20 forskellige designs – og flere kommer til hvert år. Alle designs er udviklet i tæt samarbejde, så funktion, form og servering komplementerer hinanden.

Designprocessen er en fortsat udveksling mellem Dorte og Anders, hvor der hele tiden sker justeringer og små ændringer, fx er nogle skåle blevet mindre med tiden. Det skyldes, at serveringerne på Villa Vest er små og mange, men det skyldes også et praktisk hensyn, da de således fylder mindre i køkkenet, når der skal anrettes mange serveringer på samme tid.

Denne eftermiddag sætter Dorte sig ved drejeskiven og sammen lader Anders og Dorte inspirationen flyde, så nye former med fokus på servicets funktion og formål opstår.  

Læs mere om samarbejdet mellem Dorte Visby og Villa Vest på www.dortevisby.dk

Arrangementet koster 50 kr. pr. person. Tilmeld dig på mail gallerivisby@gmail.com Max antal deltagere: 30 personer.

 

Restaurant Villa Vest med Anders Kiel Holm som køkkenchef fik i 2023 tildelt en Michelin stjerne. Villa Vest er beliggende i Lønstrup med den smukkeste udsigt over Vesterhavet.

Galleri Visby er Nordjyllands største kunsthåndværkergalleri, og præsenterer kunst og kunsthåndværk på internationalt niveau fra over 50 udstillere indenfor kategorierne keramik, billedkunst, smykker, træ, pileflet, læder og tekstil.

 

Se flere Sans - arrangementer på visitnordvestkysten.dk/sans