Gå til indhold
©  Foto:

Museum for Papirkunst

Velkommen til Museum for Papirkunst

Besøg Nordens eneste specialmuseum for papirkunst og oplev en ny og overraskende verden udfolde sig. Museet viser både den permanente udstilling med imponerende psaligrafiske værker af Bit Vejle og temporære udstillinger af anerkendt papirkunst, papirdesign og papirkunsthåndværk fra hele verden. Her er masse spændende aktiviteter og mulighed for fordybelse for både børn og voksne. 

MED SAKSEN SOM PENSEL
Permanent udstilling - Bit Vejle

I museets kerneudstilling har den verdensberømte psaligraf, Bit Vejle, samlet et bredt udvalg af de mange imponerende værker, som hun har skabt med sin broderisaks gennem livet.

Bit Vejles verden består af fortællinger med smukke motiver, men hendes kunst rummer mere end blot kønne blomster og kvidrende fugle. Hvert eneste papirklip har sin særlige historie at fortælle og inviterer beskueren til at reflektere og fortolke. Nogle rører ved alvorlige emner, mens andre hylder glæden i de små ting.

Hands on Origami
01.10.23–29.09.24

Udstillingen Hands on Origami åbner dørene for en verden af foldekunst, der er ukendt for mange. Den viser, hvordan origamien peger ind i fremtiden, og slår fast, at kunsten og menneskets kreativitet kan forandre os og vores omverden.
På udstillingen præsenterer vi værker fra 11 internationale anerkendte origamister, fra ind- og udland. “Hands on Origami” udfolder den fascinerende historie om origami og viser eksempler på foldekunstens mange udtryk, genrer og betydninger. Alle aldre er inviteret til at fordybe sig i museets foldestationer, der tager højde for højst mulig inklusion.

Ny udstilling og workshop med Mie Frey Damgaard
04.11.23-28.01.24

Den 4. november åbner udstillingen "Fragmenterede fortællinger" med kunstner og illustrator Mie Frey Damgaard. Frey splitter papir ad, lag for lag, og genskaber nye og overraskende, tredimensionelle elementer. Frey arbejder hovedsageligt med blade og bøger, hvori hendes illustrationer er trykt, og giver det brugte materiale nyt liv og form. En hyldest til materialet og processen. I forbindelse med åbningen af udstillingen, afholder Frey en gratis workshop d. 4. november kl. 11-15 for museets besøgende.

Papirværkstedet

Foruden at besøge Museum for Papirkunsts udstillinger har du også mulighed for, på egen hånd at prøve kræfter med papirkunst. I museets papirværksted har vi alle materialer klar, du skal bare slippe fantasien løs: Der er både skabeloner men du kan også selv finde på. Her kan børn og voksne dyrke den skabertrang, der bor i os alle. Oplev det meningsfulde samvær på tværs af generationer. Vi inviterer jer til at udforske papirmaterialet og stimulere finmotorikken. Her kan du ikke klippe forkert - du klipper bare på din helt egen måde.

Følg os: