Familie i shelter på Hærvejen

Familietur på Hærvejen på cykel

Foto: Henning Bechman

En beretning fra en familie-sommerferie langs Hærvejen. Fra Viborg til Wedel, 20 km. vest for Hamborg.

Baggrund

Jeg ser fortrinsvis mig selv, som  maratonløber, men løber naturligvis også en del andre officielle løb. Disse løb er på tid, og træningen op til foregår også på tid. De seneste år, har jeg haft en stigende behov for, at koble denne tidsfaktor fra for blot at nyde friheden og naturen. Det har inspireret mig til denne tur ad Hærvejen og Oksestien; en tour baseret på minimal planlægning, mindst mulige regler, minimal oppakning, maksimal natur og maksimal frihed.

Under detailplanlægningen, kiggede mine to børn mig over skulderen op til flere gange. Jeg spurgte dem om de ville med, men vidste godt, at når det kom til stykket, var det nok ikke noget for dem. Det endte dog med, at de vendte positivt tilbage, og pludselig blev det til en noget anden tour, der var under opsejling. Nu var min datter, Cirkeline på 17 år og min søn, Mikkel på 13 år, en del af et lille team, der ville cykle touren sammen med mig, der naturligvis skulle løbe turen.

Vi startede 27.07.14 fra Viborg Banegård 8.00 med forventning om at ende i Wedel, 20 km vest for Hamburg, 7 til 10 dage senere. En tur på forventet 540 km, der viste sig at blive på 538 km. Det eneste, der lå fast, var, at der ikke skulle være hjælp via følge bil eller udlagte depoter, og at hver mand selv bar egen oppakning. Vi havde søgt information hos Viborg Turistbureau med hensyn til valg af Hærvejens vandrerute eller dens cykelrute. Vi ville uden videre kunne vælge vandreruten, selv om teamet havde to cyklende deltagere. Det gjorde vi.

Vandreruten 

Allerede fra start, kunne vi stifte kendskab til en virkelig flot markeret rute. Vi kom sikkert ud af Viborg og også herefter var ruten afmærket virkeligt flot. Et par skilte var lidt gemt væk og vi havde også et par stykker, der simpelthen manglede. Skiltene kom dog med flot mellemrum, så når der havde lidt længere periode uden skiltning, var man klar over, at noget kunne være galt, så man kunne få rettet op på tingene. Som nævnt var dette dog kun et par steder og gav os ikke nævneværdige omveje.

Fra start købte vi bogen om Hærvejen, hvilken er læst og gav mest et indblik i den historiske side af Hærvejen. Den er aldeles gennemarbejdet, såvel faktuelt som med gode historier. Med til bogen hører kort over Hærvejen, hvilke vi også orienterede os efter.

Det alt overskyggende superværktøj for at kunne komme følge ruten, var dog Hærvejens app. Med den downloadede på mobilen, kunne man zoome ind lige præcis, hvor man stod, og på kortet var angivet, hvor ruten gik i forhold til din placering. Den var detaljeret i allerhøjeste grad. Her tænker jeg altså på, at du kunne se, om ruten gik på den ene eller den anden side af en række træer. Fantastisk. Lige en ekstra ting. Din placering var markeret med en prik, når du stod stille. Når du bevægede dig fremad, blev din placering til en pil, hvorved du på appen kunne se, om du bevægede dig i den rigtige retning i forhold til ruten. Du skulle blot bevæge dig 5 til 10 meter, så vidste du besked. Genialt!

Med hensyn til rutens beskaffenhed, havde vi fået at vide, at man selv på Hærvejens vandrerute, kunne komme frem på en racercykel, altså med smalle hjul. Vandreruten var rigtig fin, men man kan på ingen måde komme frem på en racercykel. Du skal køre på en kraftigere cykel og med brede dæk. Vore to cyklende deltagere kørte på mountainbikes, hvilket var fint. I skovene var en del rødder og nogle få steder var også løst underlag, hvilket alt sammen stillede krav til cyklerne, men så var det også fremkommeligt. Der var skiftende underlag med skovsti, markveje, grusvej, jernbanesti samt asfalt.

Den videre tur - Oksenstien

Under planlægningen af turen, kunne vi forholdsvis hurtigt mærke, at Hærvejen er hjemme hos os en større attraktion end Oksestien, eller Ochsenweg, er i Tyskland.

Da der i Tyskland mere er tale om en cykelrute, er der således også mere tale om asfaltbiveje. Ruten i Tyskland var også gennem hyggelige skove og anden natur, men mistede gradvist det flotte naturlige præg fra Hærvejen i Danmark. Vores næstsidste etape, altså 120 km til 60 km fra målet i Wedel, var lange lige asfaltveje og var deciderede kedelige i forhold til Hærvejen. Oksestien bragte os dog igennem flere byer, nogle større byer som Flensborg, Rendsburg og Neumünster, samt flere mindre bysamfund. Dette betød flere provianteringsmuligheder samt at man så flere mennesker.

I Tyskland er der heller ikke herberg. Vi var mere overladt til hoteller og campingpladser, og overnattede en enkelt nat privat ved simpelthen at ringe på døren.

Hvad fik vi ud af turen?

Vi havde en flot og alsidig tur fyldt med godt samvær, væk fra PlayStation og Facebook. Vi var i tæt kontakt med hinanden og med naturen. Man værdsætter hinandens selskab, det at få en seng at sove i, det at få et bad og de enkelte måltider langt højere, end når det er en selvfølgelighed indenfor hjemmets trygge og bekvemmelige rammer

For os lå der samtidig en sportslig vinkel, der havde med det at yde noget og opnå et mål. Begejstringen ved at komme til mål i Wedel, var da også til at få øje på. Det var jo forløsning og succes. Det var jo enden på mange dages slid hvor vi hele dagen, fra 7.30 morgen til 18.00 aften nogle dage senere, opholdte os udenfor i solen i helt minimalistisk snit, kun med det, man stod og gik i. Vi var stadig sammen alle mand. Vi kunne alle opleve afslutningen, det at komme i mål. Ingen måtte give op. Vi klarede det. Vi vandt! Vandt over og selv!

Min løberygsæk vejede 4 kg, hvilket var, hvad jeg havde erfaring for, at jeg kunne løbe ubesværet med. Alt pakket i gennemsigtige poser, for at man kunne se, hvad der var i dem, for at holde orden og for at beskytte ved eventuelt regnvejr. Den indeholdt:

  1. Lange compressions løbetights, langærmet compressions løbetrøje, som jeg skiftede til om aftenen og nogle gange sov i som nattøj.
  2. Let foret vindtæt Newline løbejakke, hvor ærmerne kunne lynes af og bruges som vest, i begge tilfælde til brug for eventuelle kølige nætter og morgener eller ved megen vind.
  3. Sovepose på 500 gram.
  4. Sammenklappelig tandbørste, mini tube tandpasta samt lommekniv til forskellige formål.
  5. Dankort og mobil, oplader, samt lille rørformet nødstrøm i tilfælde hvor man lige præcis manglede lidt strøm til sidst på dagen.
  6. Små genbrugelige drikkedunke med 200 ml vand i hver købt hos Intersport for kr. 30 stk.
  7. Lille, let og billig regnponcho købt hos Intersport for kr. 20.
  8. Efter besøg hos købmand, indeholdt den tillige mindre mængde mad.

Børnene havde nogenlunde det samme i deres rygsæk. De skulle ikke på samme måde bære deres oppakning, så havde måske valgt at medbringe en smule yderligere. Desuden havde den ene noget grej med til cyklerne, bestående af:

  1. Lappegrej med lim, lapper og ventilgummi.
  2. Tænger til at holde lap indtil lim er tør.
  3. Svensknøgle, der kan indstilles.
  4. Umbracho-nøgle, i størrelse svarende til skruerne på cyklerne.

De kørte begge på mountainbikes med lidt grove dæk og vi havde ingen punkteringer.