Frihedsbroen krydser Kongeaaen ved den gamle dansk-tyske grænse

Vejen - Jels (Cykeletape)

Foto: Hærvejen

Denne etape byder på naturskønne områder ved Kongeåen og Jels søerne. Du passerer kongeåen nede ved Frihedsbroen, og der kan fortælles mange historier om dette område, fra dengang åen dan-nede grænse mellem Danmark og Tyskland. 

Denne etape byder på naturskønne områder ved Kongeåen og Jels søerne. Du passerer kongeåen nede ved Frihedsbroen, og der kan fortælles mange historier om dette område, fra dengang åen dan-nede grænse mellem Danmark og Tyskland. En del af området er fredet, og det er bestemt værd at gøre et stop her og nyde naturen lidt.
Askov

Askov er især er kendt for sin traditionsrige højskole, der blev grundlagt i 1865. Her er man velkommen til at gå en tur i parken og fornemme atmosfæren. Kirken i Askov er bygget i 1900, tegnet af arkitekten Rold Schrøder og er oldkirkeligt inspireret, hvilket giver kirkerummet et særegent, dæmpet lys. Om sommeren er der morgensang hver anden torsdag.

Skibelund Krat

I monumentparken Skibelund Krat er der er rejst mindesten for mange af de personligheder, der talte Sønderjyllands sag i perioden 1864-1920. Stedet har været ramme om grundlovsmøder i over 100 år. 

Frihedsbroen

Kun et par km videre på ruten finder du Frihedsbroen og Kongeåen. Broens navn opstod i perioden 1864-1920, hvor Kongeåen var grænse mellem Danmark og Tyskland.

På den tid var der en træbro, og syd for åen havde de tyske gendarmer et skilderhus. Mange sønderjyder flygtede i den periode til Danmark, andre kæmpede indædt for deres nationale ret og identitet. Blandt dem var gårdejer H.D. Klopenborg i Københoved. Han byggede et lille stenhus "Friheden" lige nord for broen, og ad et vadested længere vestpå kunne han så tage over til sit danske fristed og flage med Dannebrog til stor irritation for tyskerne.


Kongeåen

Kongeåen er et enestående natur- og kulturlandskab. Ruten fører dig direkte i sydlig retning mod Københoved, og i dette smukke område burde man overveje at tage en afstikker fra cykelruten, i vestlig retning langs Kongeåen. Åen er fredet på strækningen mellem Gredstedbro og Knagemøllen. Et par kilometer mod øst, på nordsiden af åen, ligger et voldsted med resterne af det kongelige slot Skodborghus. I dag gennemskåret af amtsvejen og bebygget med et stråtækt hus, som var tolderbolig frem til 1920. 

Lige syd for Kongeåen passerer cykelruten flere velbevarede høje fra ældre bronzealder. 

Er forsyningerne til turen ved at slippe op, er der mulighed for at tage en afstikker på et par km ind til Skodborg og handle.

Jels

I Jels er der igen mulighed for at handle, og her krydser ruten Jels Å lige efter dens start i Jelssøerne. Jels Mølle der er en vindmølle fra 1859, er kendt som byens vartegn. Den var i brug indtil 1971. I Det nyopførte Jels Søbad har Blåt Flag og er gratis at benytte. Tæt på afvikles hvert år Jels Vikingespil.