Klebæk monumentet

Ad gamle hærvejsspor (Bindeballe-Vejen) (cykel)

Foto: Hærvejen

På turen fra Bindeballe til Vejen vil oplever du to af Hærvejens hovedbyer.

Vorbasse
Fra Frederikshåb Plantage passerer ruten Randbøl Hede og umiddelbart et par km efter denne, er der mulighed for at tage en afstikker mod vest til Vorbasse, kun et par km fra Hærvejen.

På kirkegården i Vorbasse lå den tidligere "Hellig Legems Kilde", som blev besøgt af syge, der håbede på lindring og helbredelse.

De mange besøgende medførte, at der var gode muligheder for handel, og på den måde opstod Vorbasse Marked, som blandt andet var center for studehandlen. I dag afholdes markedet den næstsidste weekend i juli.

Hamborggårdstenen
I Bække kan du opleve flere kulturhistoriske seværdigheder. Det er blandt andet værd at se den 50 tons tunge vandrerblok Hamborggårdstenen, som stammer fra Ålandsøerne og er vandret hertil med isen for 15.000 år siden. Sagnet siger at Harald Blåtand var i færd med at slæbe stenen til Jelling, da han fik at vide at hans søn Svend Tveskæg havde gjort oprør, og derfor lod den ligge. 

Klebæk Høje
Klebæk Høje gemmer på et af Hærvejens mest interessante oldtidsminder. For ca. 3000 år siden, i bronzealderen, blev der her anlagt 2 gravhøje, som senere i vikingetiden blev udvidet med en 45 m lang skibssætning. I stævnen af skibssætningen står en runesten fra 900-tallet med indskriften "Revne og Tobbe gjorde disse kumler efter deres moder Vibrog". Skibssætningen krydses af hjulspor, der vidner om, at Hærvejen senere har haft sit forløb her.

Bække
I Bække finder du Hærvejsporten, som er en udstilling om Hærvejen (hent nøglen i Brugsen, hvis der ikke er åbent i udstillingen). Udstillingen viser bl.a., hvordan landskabet omkring Bække gør, at vi i dag med sikkerhed kender Hærvejens oprindelige rute gennem Bække by. På sommereftermiddage kan du møde en gruppe lokale ildsjæle i udstillingen, og du kan være sikker på at få nogle gode lokale Hærvejshistorier og et par gode tips til din videre færd. Og i Bækkes Brugs kan du lade dig friste til at købe et stykke Hærvejskringle.

Foran Bækkes 800-årige kirke står en runesten, der blev fundet i kirkegårdsdiget i 1807. Stenen er dateret til 925, men det vides ikke, hvor den oprindeligt stod. Stenens runer siger: "Tue Ravnsunge og Funden og Gnyble, de tre gjorde Thyres høj".  Stenen er sat af samme person, som også satte runestenene ved Klebæk Høje nord for Bække og ved Læborg Kirke syd for Bække. Det er ganske usædvanligt, at den samme person har sat tre sten.

Ved siden af Bække Kirke kan du se Ursula Munch-Petersens Hærvejsrelief med Hærvejens Tidstavle.

Hundsbæk Plantage

En lille afstikker vest for ruten lige før Læborg, fører dig ind til Hundsbæk Plantage hvor man f.eks. kan gå en tur op til et af de højeste punkter i Vejen ”Fru Mettes bjerg” En historie om bakken siger at den unge Fru Mette, som var gift med en herremand forelskede sig i en ung karl, og i hemmelighed mødtes de to på bakketoppen. Affæren resulterede i et barn, og desperat for at skjule affæren for sin mand, dræbte Fru Mette barnet, og begravede det på bakketoppen.

Runesten ved Læborg kirke
Lidt nord for den 800-årige Læborg kirke se kan du se en restaureret runesten. Teksten omtaler en dronning Thyre - et navn, der også omtales på stenen i Bække. Det er dog ikke sikkert, at runerne omtaler en kongelig, idet man i vikingetiden brugte "dronning" som en almindelig hædersbetegnelse. 

Kirken i Vejen
Kirken i Vejen er opført i 1896 i romansk stil, men på kirkegården kan der ses rester af den oprindelige kirke fra middelalderen. Hærvejsruten går under banen, der siden 1874 har medvirket til, at Vejen er blevet en "storby".

Vejen Kunstmuseum
Vejen Kunstmuseum er specialmuseum for dansk symbolisme fra tiden omkring 1900. Museets hovedperson er billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, hvis hjem og atelier blev til Vejen Kunstmuseum. Du møder hans Trold, der vejrer Kristenkød, allerede uden for museet. Trolden har en finurlig sammensætning af fiske-, fugle- og menneskedele og har vældig travlt med at trække sig selv i halen - og væk fra kirken!

Værker og spor af Niels Hansen Jacobsen møder du rigtig mange steder langs med Hærvejsruten i Vejen Kommune - fra de store monumenter i Skibelund Krat til gravsten på områdets kirkegårde. I Vejen kan du desuden købe ind og nyde en kaffepause på byens cafeer.  

TIL NÆSTE ETAPE: VEJEN - JELS