Vandreetape | Kliplev - Padborg/grænsen (ca. 18,4 km)

På ruten fra Kliplev til Padborg kommer du ned til den sidste af Hærvejens gamle broer, Gejlå broen, fra 1818. Ruten ender nede ved "Den krumme vej" lige ved grænsen.

Gejlå Bro

Gejlå Bro er bygget i 1818 og består af 2 buer af kløvede kampesten. Stenene er sat sammen af mørtel, i modsætning til stenene i den ældre Povlsbro (se etapen "Rødekro-Kliplev").

Der var tidligere et vadested over åen, og de flade vadesten kan stadig ses under broen. 200 m syd for broen har der ligget en kro - Bommerlund Kro. Der er dog kun en mindesten i dag.

Bommerlund Plantage

På strækningen gennem Bommerlund Plantage er der adskillige sten med indskrifter. Det er dog i dette tilfælde ikke runesten! Lige syd for Gejlå lå den gamle herredsgrænse, og på den gamle vej står der en herredssten for Vis Herred (Wies 1778). Lige overfor står en vejvisersten, der viser mod Løgumkloster. 
De øvrige sten i plantagen er vejpligtsten, der stammer fra tiden 1770-1900. De står på deres oprindelige plads i vejkanten. Tidligere påhvilede vedligeholdelsen af vejen bønderne. Vejen lå inden tilplantningen af Bommerlund Plantage på den åbne hede, og bønderne boede ofte langt fra den vejpart de skulle passe. Vejpligtstenene viser, hvilken del af vejen den enkelte gård skulle vedligeholde.

Den Krumme Vej

Fra plantagen går turen ned forbi Østerbæk, forbi et af Hærvejens vandrerhjem og ned til Bov, hvor det er muligt at handle. Inden vandreruten når grænsen, kommer man syd for Bov til Røndamsvej, der er opkaldt efter en tidligere kro. Vejen kaldes også "Den Krumme Vej", og det er den gamle vej til Flensburg. Der kan ses et stykke med gammel brolægning.

"Den Krumme Vej" ender ved landegrænsen, men man kan kan fortsætte vandreruten langs grænsen ad den historiske Gendarmsti mod syd til Padborg og mod nord og øst til Kruså. Gendarmstien fortsætter videre langs Flensborg Fjord til Høruphav.

Gendarmstien

Efter Genforeningen i 1920 bevogtede Gendarmeriet den nye landegrænse og kontrollerede skibsfarten langs Flensborg Fjord. Indtil 1958 patruljerede gendarmerne til fods og skabte derved den såkaldte Gendarmsti. Sønderjyllands Amt har genskabt stien som en vandrerute fra Padborg over Kruså, langs Flensborg Fjord, rundt om Broager Land og videre til Als. Ruten er afmærket med en blå gendarm, og Amtet har udgivet kortfoldere for de afmærkede strækninger. Gendarmstien er på i alt 72 km.

Følg Hærvejen videre på Oksevejen (´Ochsenweg´) i Tyskland. Ruten går fra den dansk/tyske grænse til Hamburg. Læs mere om den tyske rute her.

Del denne side

Detailkort Kliplev - Padborg (grænsen)

Her kan du se detailkort for etapen.

Frøslev Plantage

Frøslev Plantage

Frøslevlejrens Museum

Frøslevlejrens Museum