©  Foto:

Østerådalen

Østerådalen er et bynært naturområde kun 3 km fra Aalborgs centrum. Selve området Østerådal er over 100 ha. med et rigt fugleliv med lavvandede søer og våde enge som ved højvande oversvømmes af Østeråen.

Østerådalen Nord og Syd i Aalborg Kommune er to spændende naturområder med mange rekreative muligheder, der ligger meget tæt på Aalborg Centrum. Afmærkede vandrestier fører dig rundt til mange fine lokaliteter. Flere steder kan du også cykle, ligesom du kan tage hunden med og lade den løbe frit i hundeskoven i Østerådalen Nord.

Et net af stier og gangbroer krydser området og giver mulighed for at opleve det varierende landskab med et rigt dyre- og planteliv. Lystfiskeri er tilladt flere steder og fugleinteresserede kan få en stor oplevelse i området.

Informationsmateriale om Østerådalen

Park & Natur har udgivet to foldere om henholdsvis Østerådalen Nord og Østerådalen Syd. Folderne fortæller bl.a. om kulturhistorie, naturgenopretning og om dyre- og planteliv. Foldere indeholder ligeledes områdekort, hvor de afmærkede ruter er indtegnet.

Infohuset og rutebeskrivelse

Infohuset er beliggende i Østerådalen Nord med indkørsel fra Over Kæret i Aalborg. Hele året kan du her opleve husets udendørs plancheudstilling og få inspiration til ture på egen hånd i Østerådalen. Længere nede på siden er beskrevet naturvejledertilbud, booking og udlån vedr. Infohuset.

Læs mere om Østerådalen Nord og Østerådalen Syd.