©  Foto:

Hammer Bakker

I naturskønne Hammer Bakker kan du finde hyggeligelejrpladser med store og rummelige shelters. Sov i naturen i al slags vejr, afprøv dine evner med mad på bål og gå på opdagelse i den skønne natur.

I naturskønne Hammer Bakker kan du finde hyggelige, primitive lejrpladser med store og rummelige shelters. Her har du mulighed for at sove ude i naturen i al slags vejr, afprøve dine evner med mad på bål, nyde roen der lægger sig over pladsen og gå på opdagelse i den skønne natur.

Hammer Bakker består af mange skovklædte bakkepartier og store hedearealer. I dag er 400 ha. af Hammer Bakker fredet, mens 1400 ha er i privateje. Området er cirkulært, nærmest formet som en ø.

Jorden i Hammer Bakker er stenet og sandet, og derfor er søer, moser og vandløb sjældne i området. I stedet præges landskabet af heder eller tætte nåleskove. Grundet den magre jord har Hammer Bakker ikke indbudt til opdyrkning eller bosættelse. Trods den manglende bebyggelse kan man stadig finde masser af spor fra fordums menneskelig aktivitet.

Indtil 1688 var Hammer Bakker mødested for herredsmændene og herredsfogeden, hvor de ugentligt mødtes for at afgøre fx retssager. Hammer Bakker var også stedet, hvor bødlen svang øksen over den dømte eller førte heksen til bålet. Rundt om i bakkerne ligger derfor også ikke mindre end 62 gravhøje. Tvillinghøje og Stenhøj er udpeget til nationale fortidsminder.

Dyre- og planteliv

Området er et kendt ynglested for en lang række skovfugle, her under sjældne arter som duehøg, hvepsevåge og natravn. Desuden er er det store hedeområde kendt for en rig fauna af dagsommerfugle. Også råvildt, ræv, grævling og egern er meget almindelige i bakkerne.

Nåletræsplantninger dominerer skovene i Hammer Bakker, men man kan dog stadig også finde store bevoksninger af gamle mangestammede bøgetræer. Bøgetræerne var dominerende i skoven inden den store rovdrift af skoven steg i 1800-tallet. Siden gennemførte man store nåletræsbeplantninger i bakkerne i årene 1882-1915.

Mad i skovbunden

Tager man på tur i bakkerne behøver man næsten ikke medbringe madpakker. Der findes nemlig masser af både tyttebær og blåbær på hederne. Her skal man dog måske kæmpe imod de får, der er udsat som et led i en naturpleje heden er underkastet. Orker man ikke at tage kampen op med fårene, kan man i stedet søge ind i skovområderne, hvor der er rigt på spiselige svampe, herunder især rørhatte. Velbekomme.

Der er i øvrigt 3 afmærkede ruter, der fører rundt i den syd- og østlige del af bakkerne.  

Læs mere om Hammer Bakker.