Hammer Bakker-Hærvejens Perle
Nordøstjylland
Hammer Bakker-Hærvejens Perle
Perlen er en varieret tur rundt i Hammer Bakker, hvor du bl.a. kommer forbi en række af områdets smukkeste naturområder, landskaber og fortidsminder. Ruten består primært af naturstier og skovveje. Der er tale om en perle, hvor du starter og slutter samme sted. Du kommer bl.a. igennem markante bakker og dale bevokset med ”rølle-bøge”, der er gamle mangestammede bøgetræer opstået ved stævning og græsning. Turen går også forbi Pebermosen, der er opstået ved tørvegravning. Mosen har nu frit vandspejl og en hængesæk af sphagnum-mosser. Undervejs passerer du heder med bl.a. lyng og enebærbuske. Du kommer også forbi områder, hvor Den Danske Naturfond, Dansk Botanisk Forening og Aalborg Kommune samarbejder om genopretning af natur og biodiversitet. Området afgræsses som led i naturplejen med kvæg, geder og heste. Du passerer Tvillinge Høje, bronzealderhøje, hvorfra der er udsigt over hedelandskabet. Hammer Bakker har et rigt dyreliv. Bl.a. yngler den sjældne og truede sommerfugl brun pletvinge og du kan måske være heldig at se duehøg eller rødrygget tornskade.
Hammer Bakker-Hærvejens Perle
Udvalgte oplevelser
Røllebøge
Ruten fører forbi markante bakker og dale bevokset med ”rølle-bøge”, der er gamle mangestammede bøgetræer opstået ved stævning og græsning. De stejle bakker og de krogede røllebøge danner et eventyragtig landskab hele året rundt, men er særligt magisk i foråret når bøgen springer ud og anemonen blomstrer.
Pebermosen
Pebermosen er et af de få steder i bakkerne, hvor der er frit vandspejl og et yndet og smukt sted for en udflugt. Mosen er i sin tid opstået ved tørvegravning.
Mosen rummer naturtypen ”hængesæk”, der er et tykt flydende lag af mosser, som danner flydende øer. Hængesækken er levested for flere sjældne planter og dyr – bl.a. den sjældne sommerfugl - mose-perlemorsommerfugl.
Gå ikke ud på øerne – hængesækken kan ikke bære et menneske.
Rutestart – ruten starter officielt ved Brødland P (Gennem Bakkerne 44) men kan også tilgås fra P-pladserne ved Torndal (Gennem Bakkerne 50c) og Vandstedvej P (Vandstedvej 21).
Der er 2 lejrpladser på ruten, en ved Brødland og en ved Torndal.
Pladsen ved Brødland har 4 shelters, en bålhytte, vandpost og et muldtoilet.
Ved Torndal er der 1 shelter, 1 bålplads og 1 muldtoilet.
Certificering
Ruten er certificeret af Deutches Wanderinstitut som Premium Vandresti.
Læs mere om certificeringen