Vandreetape | Aars - Møldrup

Vandreetape | Aars - Møldrup (ca. 21 km)

Oplev Vesthimmerlands alsidige og skønne natur og byer på en ny måde med Hærvejen. Hærvejen går fra Viborg i syd gennem Aalestrup op til Aars.

Aars

Aars er en handelsby centralt placeret midt i Himmerland, hvor både naturen og bylivet har masser at byde på. Historien om Aars er lige så gammel, som den er spændende. De gæve Kimbrere boede i området for ca. 2000 år siden, og det er derfor, at Himmerlændingene i dag også kendes under navnet Kimbrere. Du kan opleve Aars’ historie på Vesthimmerlands Museum, som rummer mere end 12.000 års arkæologi og kulturhistorie. Her kan du fx se en kopi af Gundestrupkarret, som blev fundet i Rævemosen ved Borremose Fæstningen. Dansk Nutidsmuseum i Aars drives af frivillige ildsjæle, og har en af landets største samlinger fra dagligdagens virke fra år 1900 og fremefter. Byens torve i Aars er et smukt skue, og de er prydet med smukke kunstværker skabt af internationale kunstnere som Per Kirkeby, Kirsten Ortwed og Poul Gernes. Aars Kirke blev opført mellem år 1200 og år 1250, som en typisk granitkirke, og inde i selve kirken kan du se et gravminde i smuk blå skifer fra 1651. Aars byder også på et friluftsbad og en planetsti, hvor du har mulighed for at anskueliggøre solsystemets enorme udstrækning.  

Aalestrup

Aalestrup er egentlig en ung handelsby, som blev anlagt i 1890’erne, da jernbanen kom til Vesthimmerland. Hovedgaden i midten af byen er delvis ensrettet, og en stille slentretur i midtbyen viser, at der er et stort udbud med alsidige dagligvareforretninger. Lad turen gå forbi Aalestrup Kirke, hvor du ved indgangen til kirken finder en gravplads med et interessant sandstensmonument fra 2. verdenskrig.

Danmarks Cykelmuseum i Aalestrup viser cyklens historie fra de første træcykler uden pedaler, til en af de helt moderne racercykler fra Tour de France i 1954.

Den jyske Rosenpark, som har mere end 200 forskellige arter af smukke, farverige og velduftende roser, er helt bestemt også et besøg værd. Testrup Kirke ligger ca. 3 kilometer udenfor Aalestrup, og er et spændende og historisk sted specielt for pilgrimme. Indtil 1748 lå her en hospitalskirke, og ruinerne fra den kan stadig ses ved kirken. Mellem Aars og Aalestrup kommer du over Lerkenfeld Å, som er en naturrig å med lavvandede grus- og stenbanker. 

Møldrup

Møldrup er som mange andre stationsbyer en ung by. Den opstod i 1893, kort tid efter, at jernbanen mellem Løgstør og Viborg blev anlagt. I dag er Møldrup en typisk stationsby uden station, men med bl.a. kro, bager, købmand, pizzaria og tankstation. På det tidligere stationsareal er der madpakkehus med bord/bænke og en udendørs bålplads med bænke. Der er adgang til et offentligt toilet ved busventesalen ved siden af den tidligere stationsbygning. I Møldrup er der busforbindelser mod bl.a. Viborg og Aalestrup.

Ca. 5 km vest for Møldrup via Vester Tostrup kan man tage en afstikker til naturområdet Borup Hede og C.E. Flensborgs Plantage.

Ved landsbyen Skringstrup, hvor Skringstrup Bypark ligger lige op ad Himmerlandsstien er der etableret 2 shelters og et muldtoilet og et bålhus. Der er mulighed for opsætning af telt og adgang til vand. I Skringstrup findes også en B&B.

TIL NÆSTE ETAPE: MØLDRUP - VIBORG


Del denne side

Detailkort Aars - Møldrup

Her kan du se detailkort for etapen.

Forbered dig til turen

Her kan du finde nyttige tips og tricks til forboredelser inden du tager på ferie langs Hærvejen:

Forbred dig til turen

Aars Kirke

Aars Kirke

Danmarks Cykelmuseum

Danmarks Cykelmuseum

Den Jyske Rosenpark

Den Jyske Rosenpark