Beretning fra Hærvejen: Meget langt fra hverdagen…

v/ Majken Matras

Glæde og overskud på anden dagen

Meget langt fra hverdagen…

Sådan lød temaet atter sidste år, da vi skulle planlægge vores sommerferie.

En mor og 2 meget forskellige sønner, hvor den ældste, grundet psykisk sygdom, til daglig bor på et opholdssted, og den yngste er autist, besluttede at holde en aktiv ferie i et roligt tempo, og langt væk fra hverdagens struktur, planer og skemaer.

Vi har tidligere holdt vores ferier i telt eller på cykel rundt i DK, men denne gang skulle vi prøve noget helt nyt.

Vi var hver især udstyret med en avanceret skridttæller, - sjovt med lidt konkurrence

Etaperne var planlagt sådan, at vi ville kunne finde overnatning, vandrehjem eller B&B hver aften.

Det gav en gennemsnitlig distance på 21 km dagligt. Det lød af meget, men hold da op, hvor tiden den forsvandt i takt med vandreskridtene.

Efter et par ugers planlægning og anskaffelse af det mest basale vandreudstyr, satte vi med DSB kurs mod Vejle. Morgenmaden på Vejle Banegård blev startskuddet til vores vandretur.

I den lune julimorgen forlod vi til fods Vejle. 

Første etapes mål var bestemt, provianten pakket øverst i rygsækkene, og vandflaskerne var fyldte. Omsluttet af naturen, og i vores eget rolige selskab vandrede vi afsted.

Juli måned er fantastisk smuk, og landskabet bød på den ene smukke oplevelse efter den anden. Ad små snoede asfaltveje, afløst af grusveje og smalle stier vandrede vi mod nord. Snakken var det god plads til, lige som der var plads til det stille nærvær.

Vi smed os i bedste Morten Koch stil i grøftekanterne, for at hvile og forsyne os med drikkelse. Som revet ud af vores virkelighed, til en verden uden bekymringer, hvor vi uafhængigt af andet eller andre, helt og aldeles rådede over vores egen tid. 

Mine sønner bemærkede, at de få mennesker, som passerede os, hilste med store smil, og drengene mente, at jyderene bestemt måtte være mere venlige en sjællænderne ;-)

Første mål, et tiltrængt bad, et godt måltid mad, lidt kortspil, og så på hovedet i seng. Dejlig afslutning på vores allerførste vandringsdag.

Næste morgen blev skudt i gang med et godt morgenmåltid. Vores fødder blev tjekket for trykmærker og forsikret med plaster og sportstape, og så var vi klar til de næste 20 km.

Vejret var bestemt ikke blevet ringere, - høj sol fra en skyfri himmel.

Den dag vandrede vi gennem skovområder, gyldne kornmarker, og en lang strækning med mose- og andre vandområder. Der var sindssygt mange fluer, så vi greb hver en gren at vifte fluerne væk med, - lidt ligesom køerne gør med deres haler.

Det må have set sjovt ud, tre varme og svedige mennesker, viftende med grene

Samme procedure ved denne dags mål, - og så var vi køjeklar.

Tre par vandreben

Min yngste søns fødder var desværre blevet hårdt medtaget, hvilket han havde meget svært ved at håndtere. Jeg fandt et apotek og fik købt lidt ankelstøtte og ekstra plaster til ham. Vi skulle jo nå de 20 km igen.

Godt lappet sammen drog vi afsted igen. Vi havde lidt vanskeligheder med at finde hærvejen væk fra de større veje, men efter 8 km lykkedes det. Hold da op, hvor var det skønt at dreje ind på grusvejene igen, - væk fra trafik og larm.

Vi passerede en lille øko-landsby. Den lokale købmand var behjælpelig med kontakt til et B&B.

6 km udenfor byen skulle der lige en stor gård, hvor vi kunne overnatte. Vi vandrede gennem et enormt skovområde i bagende hede. Drikkedunkene var ved at være tomme, og der var ikke et hus i miles omkreds. Vandet rationerede vi, så det kunne strække til vi nåede vores mål.

I skovbrynet, nede af en grusvej lå den så, - gården.

Vi blev indlogeret i et lille anneks hos et ældre ægtepar.

Sikke en velkomst vi fik. Der var dækket op med kaffe, saft og nybagte boller. To retters aftensmad, aftenkaffe og hjemmebagt kage, - mine børn mente, vi måtte være kommet i himmelen!

Efter en dejlig nattesøvn, og et kæmpe morgenmåltid skulle vi afsted igen. Min yngste søns fødder var nu så medtaget, at vi kun ville gå 10 km den dag, og så springe på en bus for resten. 

Som sagt så gjort. Vi nåede frem til banegården, fik bestilt vores togbilletter og tog en sidste lille tur rundt i området, inden vi steg ombord i toget på vej mod Ringsted igen.

Det blev slutningen på vores allerførste vandreferie, - men absolut begyndelsen på en helt ny måde at holde ferier på.

Varme og brugte fødder efter 3 dages vandring 

 

 

 

 

 

 

 

 

Del denne side

Familiens pakkeliste

  1. Skridttæller
  2. Gode kort over ruten
  3. En rygsæk, - 25 - 30 liter
  4. Bæltetaske til de ting, som skal være tilgængelige under turen.
  5. Gode vandresko
  6. Korte løbetights (for at undgå hudafslibninger på inderlårene)
  7. 2 par vandrestrømper (lidt vaskepulver, til vask af strømper)
  8. Undertøj
  9. T-shirts
  10. 1 fleecetrøje
  11. 1 regnslag
  12. Sovepose
  13. 1 håndklæde
  14. Saks
  15. Lommekniv
  16. Drikkedunk
  17. Toiletsager i "rejsestørrelser" fås hos Matas
  18. Plaster (forskellige str og kvaliteter)
  19. Sportstape
  20. Zink-salve til evt hudirritation ved armhuler eller inderside af lår.
  21. Tørproviant øverst i rygsækken.
  22. Kortspil eller lignende til hygge om aftenen.