©  Foto:

DCU Camping Viborg Sø

På DCU Camping Viborg bor du i en skøn oase ved smukke Viborg Sø i det grønne Midtjylland med gåafstand til gode butikker og hyggelige spisesteder. Der er også masser af mulighed for udflugter til smuk natur og omkringliggende byer.

Bo ud til søen og i gåafstand fra Viborg

Ud til Sønder Sø, og med Viborg midtby på den modsatte side ligger campingpladsen som en lille oase midt i alt det grønne. Følg stien langs med søen ind til midtbyen, hvor det vrimler med gode spisesteder og indkøbsmuligheder, eller I kan opleve den storslåede domkirke. Er I haveinteresserede, kan I besøge Forstbotanisk Have og Nordisk Park, der ligger lige ved pladsen.

Sjove aktiviteter for børnene

Campingpladsen har yderst velholdte faciliteter. Børnene kan få stillet legelysten på den fine legeplads med to hoppepuder. Her er også minigolf, bålplads, beachvolley, mooncarbane og en fin badebro i søen. Masser af aktiviteter for voksne og børn som fællesspisning og kondibingo, lysestagestøbning, lagkageløb og pandekagebagning.

Store oplevelser tæt på

Den imponerende kalkmine, Mønsted Kalkgruber, ligger kun 15 minutter væk. Kører du den anden vej, finder du Verdenskortet ved Klejtrup, hvor børn og voksne kan gå jorden rundt på ingen tid.

Tag på udflugt

Lidt længere væk, men stadig under en times køretur, finder i Himmelbjerget ved Silkeborg. Her er også fine bademuligheder og en hyggelig by. Nordpå er Limfjorden med skønne ture langs vandet og evt. et smut til øen Fur. Randers Regnskov er også i nærheden.

Se, hvad andre deler på Instagram

#viborgsøcamping #visitviborg #visitaarhusregion