Til forsiden
Kunst på Hærvejen

Følg med i projektet Kunst på Hærvejen, hvor 12 kunstnere har arbejdet med hærvejstemaer og giver meget forskellige bud på hvordan man kan opleve Hærvejen.

’Det er ikke som i middelalderen. Eller for blot hundrede år siden. På en tur op eller ned ad hærvejen støder man ikke længere på megen nød eller mange farer. Uden VAND kan man dog stadig blive ilde farende. Ligesom vand faktisk også kan være temmelig besværlig hvis regnen pludselig vælter ned, - midt mellem to herberger’

I Statens Kunstfonds projekt, Kunst langs Hærvejen, er designer Ole Jensens bidrag nu taget i brug. En Regnkutte for moderne pilgrimme, cyklister og vandrere på den jyske hærvej. Tænkt som en slags nyttig merchandise, - eller måske ligefrem Haute Couture til turen på Hærvejen. Lige så meget til indlevelse som til egentlig overlevelse.

På en hærvejs-vandring, lørdag den 3. juli, fra Klosterlund Museum & Naturcenter og op gennem Kompedal hede blev regnkutterne præsenteret og overdraget til deltagerne. Det udviklede sig næsten til ’catwalk’ på hærvejen. (Billederne er fra denne tur). Tak til Klosterlund Museum og alle tur-deltagerne.

Regnkutten er udformet som et langt klæde med brynje krave og kegleformet hætte. Den beskytter mod vand og vind, har ekstralæg til rygbagage og integreret refleks. Regnkutten er et moderne stykke beklædning som i brug fremstår som et middelalderligt tegn i landskabet. Som en ting til turen. Som et tegn på turen. Som et minde om turen.

Regnkutten er fremstillet i åndbar mikro polyester - i brunt med rødlige ’stænk’ - og

udviklet i samarbejde med H2O Sportswear og Rikke Jersø. Oplag, 400 eksemplarer.

Regnkutterne fåes til 350,00 dkr. på museer, turistbureauer og herberger, på og omkring Hærvejens forløb i Danmark.

 
Video om regnkutterne

Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum har igangsat et projekt med 12 kunstnere, hvis mål er at etablere et forløb af kunstoplevelser langs Hærvejen i Jylland. To ud af de tolv kunstnere, komponist Bent Sørensen og sceneinstruktør Katrine Wiedemann har i samarbejde med Vester Palsgaard Skov-
museum valgt at bidrage til projektet med en
fælles installation 'Den Hvide Skov'
På en lille skovvej ved Vester Palsgaard Skovmuseum kan man fra d. 7. august 2010 træde ind i en syngende 30x30 meter hvid vinterskov midt i Skov og Naturstyrelsen Midtjyllands skønne skovareal.

Installationen, ‘Den Hvide Skov’ tager udgangspunkt i to hørlige og visuelle karakteristika på Hærvejen - træerne og kirkeklokkerne langs vejen. I den hvide skov vil træerne synge og inde i sangen vil man kunne høre klokkerne fra otte af Hærvejens kirker. I en vinter midt om sommeren vil den besøgende på den lille skovvej opleve en komprimeret udgave af hele Hærvejen, hvor man med klokkernes placering i musikken og bag træerne kan gå den korte version af turen fra Viborg i nord til Kliplev i syd.

'Vores kunstarter - teateret og musikken - er normalt borte i samme sekund ordet eller tonen har lydt. I vores fælles installation forsøger vi at lade kunsten blive hængende i luften. Alt sammen overmalet af hvid vinter og sangstemmer.
Gradvist vil kunsten forsvinde fra området. Vinterskoven vil smelte bort og musikken vil dø ud - kulturen er igen omdannet til natur.’
Fra Kristi Himmelfartsdag den 13. maj 2010 vil der kunne ses et lille sort-hvidt fotografi, ophængt i våbenhuse i 13 kirker fra Viborg til Aabenraa.
Fotografierne er billedkunstner Per Bak Jensens nytolkning af kristendommens billedsprog, og du vil kunne genfinde motiverne på din vandring langs Hærvejen.

De 13 kirker er: Viborg Domkirke - Grathe Kirke - Kragelund Kirke - Vrads Kirke – Nørre Snede Kirke – Øster Nykirke – Nørup Kirke – Bække Kirke – Skrave Kirke – Jels Kirke – Vojens Kirke – Sct. Nicolai Kirke – Kliplev Kirke.

Endvidere bidrager Per Bak Jensen med en lille evighedskalender med de tretten landskabsmotiver. Du kan få en evighedskalender ved henvendelse til Viborgs Pilgrimscentrum telefon 86 62 11 21 ved kirkernes graverkontorer, ved herbergerne og turistinformationerne langs Hærvejen.
Hærvejen deler en 8o km lang strækning med Klosterruten, som fører til Løgumkloster (Locus Dei, Guds Sted). Her udstilles Per Bak Jensens farvefotografier med titlen Torn i glasgangen bag Løgumkloster kirke fra den 13. maj til den 30. juni 2010. Billederne er også trykt som postkort, og kan fås i Løgumkloster Kirke og Refugium.
 
Tanker bag 13 billeder fra Hærvejen
Keramikeren Ursula Munch-Petersen har maden som omdrejningspunkt for en fortælling om ”hærvejskosten” - de planter der siden tidernes morgen har tjent som føde.
På Ursula Munch-Petersens "Tidstavle" kan man se ting hun har valgt som karakteristiske for tidsperioderne www, oplysningstiden, middelalder, vikingetid, romersk jernalder, keltisk jernalder, bronzealder, tragtbægerkultur-jættestuetid, fisker-jæger-stenalder og kridttiden.
Således rækker inspirationen tilbage mod oldtiden men også frem mod de kroer og herberger der nu engang findes i dag.

Se folderen om tidstavlen her

Kunst på Hærvejen




Se Hærvejens
Kunstkatalog

Mere om projektet

Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum har igangsat et projekt, hvis mål er at etablere et forløb af kunstoplevelser langs Hærvejen i Jylland.

Tolv kunstnere med hver deres arbejdsfelt fra kompositionsmusik over kunsthåndværk, design, arkitektur, billedkunst og scenografi til litteratur bidrager i år med værker langs vandre-, cykle- og rideruten fra Viborg til den danske grænse i syd.

Udvalgets ønske er at lade kunstnerne udforme deres værker så frit som muligt: hellere et ideelt drømmeprojekt indenfor den økonomiske ramme end en bunden opgave.De første kunstnermøder har fundet sted, og kunstnerne arbejder indtil foråret med realisering af de 12 kunstoplevelser, der bliver realiseret i 2010.

Mere om Kunst på Hærvejen

Citat af Erik Steffensen, Statens Kunstfond, på blog, hvor kunstprojektet diskuteres:


´For en initiativtager er det dejligt at se at Kunst på Hærvejen er genstand for en diskussion - helt uden nogen endnu er faldet over et værk eller et skilt for den sags skyld. Mange forestiller sig ting der kommer om det næste hjørne, men ofte er det sådan at overraskelsen er den bedste gave. Se eksempelvis Per Bak Jensens små fotografier der nu er ophængt i 13 våbenhuse på vejen. De gør ikke meget væsen af sig - men kan en lille gren lagt på en sten ikke vække en underlig glæde som en stor norsk forfatter engang skrev.´